Chauffør får 10 måneder for menneskesmugling

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

En 24-årig rumænsk mand blev mandag ved Retten i Sønderborg idømt 10 måneders fængsel for at have deltaget i organiseret menneskesmugling. Han blev desuden udvist af Danmark.

Dommen faldt kun en uge efter, at Vestre Landsret skærpede en byretsdom fra otte til 10 måneders fængsel. Det skete i en sag, hvor en 33-årig egypter, der bor i Italien, fik 10 måneder for at have kørt 18 syriske flygtninge til Danmark i en campingbus.

Mandag blev den 24-årige rumænske mand så idømt samme straf for at fragte 14 syrere fra Milano til Danmark i en minibus. Transporten havde Kolding som mål, men bussen med flygtningene blev standset ved grænsen.

Det var aftalt, at passagererne i bussen skulle betale 700 euro (5250 kroner) per person for turen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Retten fandt, at manden fragtede personer for en organisation, der ikke kun denne ene gang, men løbende transporterer illegale indvandrere.

Den 24-årige har i retten gjort gældende, at han ikke var bekendt med, at syrerne ikke måtte transporteres til landet.

Han ankede dommen på stedet, fordi han vil frifindes.

De danske myndigheder har skærpet kursen over for menneskesmugling efter en stor tilstrømning af asylansøgere.

Det betyder, at politiet takket være en grundigere efterforskning i flere tilfælde kan sandsynliggøre, at der er tale om systematisk og organiseret menneskesmugling, så sagerne kan rejses efter straffeloven.

Tidligere rejstes sagerne efter udlændingeloven, der har en mildere strafferamme.

Jyllands-Posten skrev tidligere på året, at der i 2014 blev rejst 96 sigtelser om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om menneskesmugling.

/ritzau/