Chauffør får bøde på 135.000 - 3000 tjekket

Det var den helt store kontrolindsats, der var sat ind torsdag på den syd- og sønderjyske motorvej.

Syd- og Sønderjyllands Politi udførte kontrollen i samarbejde med Rigspolitiet, Skat, Bilinspektionen, Miljøstyrelsen, dyrlæger og en læge, der stod klar til at tage de nødvendige blodprøver på trafikanterne.

Af de cirka 3000 kontrollerede person- og varebiler var de cirka 1000 udenlandske. 19 blev sigtet for blandt andet kørsel uden kørekort, fejl på bilen og spirituskørsel.

En af de sigtede spritbilister blev taget to gange. På trods af at han havde fået besked om at lade bilen stå og lade sig transportere på anden vis, valgte han alligevel at sætte nøglen i bilen og køre af sted nok en gang.

Skat havde taget sin store mobile containerskanner med, så lastbiltogene kunne blive gennemlyst for mistænkeligt gods eller ulovlige persontransporter.

Af de 298 kontrollerede tunge køretøjer var 194 udenlandske. 42 personer blev sigtet for blandt andet ulovlig cabotagekørsel (udlændinges ulovlige kørsel i Danmark), ubetalt vejafgift og papirrod med affaldstransporter.

45 udlændinge blev sigtet for overtrædelse af køre/hviletid. Heraf fik en tysk chauffør en bøde på 135.000 kroner. Den samme chauffør fik kørselsforbud på stedet og bliver formentlig frakendt sin førerret i Danmark.

/ritzau/

 

Dagens Gossip