Chauffører og tjenere er de største rygere

Lastbilchaufføren pulser løs, når chancen byder sig. Ude på landet holder landmanden sig dog til kaffe og lader tobakken ligge.

Der er stor forskel på, hvilke brancher, der har flest rygere. Det viser en spritny opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse, som Newspaq har fået indsigt i.

Transportbranchen har en tvivlsom førsteplads i rygning. Ifølge opgørelsen ryger hele 25 procent af de ansatte inden for branchen hver dag. På duksepladsen finder man land- og skovbrug, hvor kun 8 procent ryger hver dag.

- Et rygestop er en vidunderkur. Det er der ingen tvivl om, men det hjælper ikke på de andre forhold, siger miljøkonsulent Kjeld Hougaard Jensen fra 3F's Transportgruppe til Newspaq.

Transportbranchen er nemlig ikke alene hårdt ramt i forhold til den livsfarlige og arbejdsevnenedsættende rygning. Ansatte, der hver dag kører bus, lastbil eller taxa er også markant overrepræsenteret i forhold til kræft, viser en undersøgelse fra 2009.

- Kræftformer som lungekræft, kræft i bugspytkirtlen, blærer, nyre og strube er der mellem 10 og 30 procent større risiko for at få i vores branche. Det skyldes i høj grad de partikler fra udstødning, som folk indånder hver eneste dag, forklarer Kjeld Hougaard Jensen.

Kræftens Bekæmpelse vil bruge undersøgelsen til at målrette rygestopkampagnerne mere præcist. Det er nemlig ikke kun transportbranchen, der pulser løs.

I hotel- og restaurationsbranchen ryger 23 procent hver dag, det samme gør de ansatte inden for bygge og anlæg, og i reparationsbranchen ryger præcis hver femte hver eneste dag.

- Det er ikke voldsomt overraskende for os, at disse brancher har rigtig mange rygere, men vi kan bruge det her til at målrette indsatsen mod rygning endnu bedre, siger projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser, overlæge Inge Haunstrup Clemmensen.

Hun foreslår et tæt samarbejde med fagbevægelsen, der kan hjælpe med at få nedbragt antallet af rygere i de enkelte brancher.

- Lige præcis i de brancher kan vi gå ind sammen med fagforeningerne eller på de enkelte arbejdspladser og arbejde for at nedbringe rygningen, siger hun.

- Der er faktisk rigtig mange muligheder for hjælp, det skal vi oplyse om ude på arbejdspladserne, så folk ved, at der er masser af hjælp at få, forklarer Inge Haunstrup Clemmensen.

Paradoksalt nok ryger næsten hver sjette svarede til 14,9 procent i sundheds- og velfærdsbranchen. Det er ellers de ansatte i disse brancher, der stifter bekendtskab med kræftramte ude på hospitalerne og plejehjemmene, der er syge på grund af rygning.

I Fagforbundet FOA er man varme ved udsigten til at samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg siger aldrig nej til en invitation til samarbejde. Men jeg vil sige, at vi faktisk har fået nedbragt rygningen rigtig meget de senere år, siger Karen Stæhr, der er formand for den sociale sektor i FOA, der organiserer de mange sosu- hjælpere og assistenter, der arbejder på hospitalerne og plejehjemmene.

FOA vil ikke "skræmme" sig til færre rygere. Skræmmekampagner får mange til at vende ryggen til et eventuelt rygestop, siger Karen Stæhr.

Det er generelt for samtlige brancher, at der er mange flere daglige rygere blandt ufaglærte end blandt faglærte.

Se her i hvilke brancher, der pulses mest.

Dagens Gossip