Chavez arvtager: Obama er djævlen

Afdøde Hugo Chavez var kendt for sit svovlholdige sprogbrug mod ærkefjenden USA, og hans efterfølger på præsidentposten i Venezuela fortsætter samme buldrende linje.

Nicolas Maduro er tilsyneladende rasende på den amerikanske præsident, Barack Obama, som endnu ikke har anerkendt den 50-årige fagforeningsmand som sejrherre efter det kontroversielle præsidentvalg i Venezuela sidste måned.

Under et besøg i Costa Rica lørdag ville Obama ikke sige, om USA anerkender Maduro som vinder, men nøjedes med at konstatere, at man har været vidne til vold og protester efter valget.

Det har fået Maduro op i det røde felt.

- Obama fyrede en masse flabede bemærkninger af, der var uforskammede. Han giver både sin ordre og velsignelse til, at den fascistiske højrefløj kan angribe Venezuelas demokrati, siger han i en tale.

- Vi er her for at forsvare vores institutioner, fred, demokrati, det venezuelanske folk, og vi kan godt sidde ned for at snakke med hvem som helst, også med den store chefdjævel: Obama, lyder det i det harske angreb på den amerikanske leder.

Maduro vandt i midten af april med et mulehår - 50,6 procent mod 49,1 procent ifølge de officielle tal - over oppositionslederen Henrique Capriles.

Men Capriles har siden nægtet at anerkende modstanderens sejr, som ifølge oppositionen er opnået ved hjælp af valgfusk.

Valget viste, at nationen er dybt splittet efter 14 år med Chavez' socialistiske styre.

Chavez har tidligere sammenlignet den tidligere amerikanske præsident George W. Bush med djævlen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip