Chef anker: Blev dømt for tavshed om svindel

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Skal tavshed om svindel med offentlige kroner udløse en fængselsstraf?

Det spørgsmål er så principielt, at en dom fra Retten i Horsens nu ankes til Vestre Landsret, oplyser forsvareren for den ene af de to mænd, der blev dømt tidligere på måneden.

Den ledende medarbejder på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse er straffet med ni måneders fængsel, som dog er gjort betinget.

Han blev fundet skyldig i tilskudssvindel for cirka en halv million kroner og forsøg på at opnå et tilsvarende beløb.

Manden fik ikke noget personligt ud af de fiktive kurser, som udløste uberettigede tilskud fra staten.

Hans forsvarer oplyser mandag, at dommen ankes til frifindelse, fordi den er principiel.

Manden blev kun dømt, fordi han ikke gjorde noget, da han fik kendskab til svindelen. Han gik hverken til bestyrelsen eller til politiet om fupnummeret, som han ikke selv havde taget initiativ til.

- Sagen er principiel, for efter loven har man ikke anmeldepligt i Danmark. Det vil sige, at man som almindelig borger ikke har pligt til at anmelde lovovertrædelser, man får kendskab til, siger advokat Jakob Lund Poulsen i en mail.

Forsvareren minder om, at en anden ledende medarbejder på centret ikke blev tiltalt. Denne person har i retten forklaret, at han af sin fagforening blev rådet til at holde mund, fordi han risikerede at blive bortvist på grund af illoyalitet.

Ifølge Jakob Lund Poulsen er situationen "paradoksal", fordi hans klient derimod blev tiltalt og fundet skyldig på grund af sin passivitet.

Den anden dømte i sagen fik en straf på to år og tre måneder, hvoraf han dog kun skal afsone de tre måneder. Samtidig er denne person frakendt retten til at være direktør.

Det var mandag eftermiddag ikke muligt at få kontakt med denne mands forsvarer, advokat Peter Secher Schmidt, for at høre, om han ligeledes anker dommen.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om man vil kontraanke - og få dømt de to i fuldt omfang i forhold til anklageskriftet, hvilket ikke skete i byretten.

/ritzau/