Chefanalytiker: Nye ledighedstal er ubrugelige

Skrevet af admin

02/03/2015

Dagens topnyheder

It-problemer i landets jobcentre gør tallet for arbejdsløsheden i januar usikker. Derfor er de nye tal for ledigheden ubrugelige.

Det siger chefanalytiker i Nykredit, Tore Stramer.

- De netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden på papiret faldt med 300 personer fra december til januar.

- Tallet er dog så godt som ubrugeligt, da det på grund af it-problemer i jobcentrene opgøres med en usikkerhed på plus-minus 700 personer. Tallet siger således reelt intet om, hvorvidt ledigheden steg eller faldt i januar, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

På trods af det er skaden begrænset.

- Ledighedstallet har længe har været trukket vind og skæv af såvel dagpenge- som kontanthjælpsreformen. Dertil kommer, at ledighedsstatistikken også i år bliver påvirket af politikernes reformer.

- Således betyder afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende og den nye kontantydelse, der blev indført ved årsskiftet, at ledighedstallene bliver kunstigt høje i år, siger Tore Stramer.

Hvis man derimod vender blikket mod de andre opgørelser, der er over antallet af arbejdsløse, viser det, at dansk økonomi har retning mod et nyt jobopsving.

- Ifølge de øvrige tal, vi har for arbejdsmarkedet, er der dog lutter bedring at se. Beskæftigelsen er steget pænt igennem 2014, og AKU-ledigheden er ligeledes faldet pænt, siger Tore Stramer.

AKU-ledigheden baserer sig på en omfattende interviewundersøgelse, og antallet af ledige er dermed knyttet til svarpersonernes egne oplysninger om beskæftigelse og jobsøgning.

Den opgørelse viser en ledighed på 188.000 - det svarer til 6,4 procent af arbejdsstyrken. AKU-ledigheden er faldet med 18.000 personer over det seneste år.

- Det bekræfter os i, at dansk økonomi har retning mod et nyt jobopsving. Vi forventer således en beskæftigelsesfremgang på cirka 35.000 personer i år.

- Dermed er fundamentet også lagt for en positiv økonomisk spiral, hvor stigningen i beskæftigelse vil løfte efterspørgslen og dermed virksomhedernes behov for at ansætte yderligere medarbejdere, siger Tore Stramer, der venter, at dansk økonomi vil vokse med 1,5 procent i år.

/ritzau/