Chefanalytiker om nye positive jobtal: En god nyhed

190.000 danskere var arbejdsløse i fjerde kvartal sidste år, viser den seneste arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at 6,6 procent af den danske befolkning står uden arbejde.

Dermed var ledigheden nogenlunde den samme i Danmark som i det foregående kvartal, hvor ledigheden lå på 6,4 procent.

Beskæftigelsen er dog vokset siden oktober 2014. Yderligere 12.000 personer er siden da kommet i arbejde, korrigeret for sæsonudsving.

Derfor er der også tilfredshed at spore hos Erik Bjørsted, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Alt i alt er dagens tal en god nyhed, og generelt må man sige, at 2014 blev et vendepunkt for det danske arbejdsmarked, siger han i en pressemeddelelse.

I alt er beskæftigelsen steget med 52.000 siden starten af 2014, og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er beskæftigelsen i Danmark lige nu på sit højeste niveau i fem år.

Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank, er også positiv over for de nye tal, men mener samtidig, at man skal kigge skeptisk på tallene.

Faldet i beskæftigelsen i slutningen af 2013 var nemlig en anelse overdrevet, mener han.

- Man skal derfor ikke lægge for meget i den imponerende beskæftigelsesvækst i løbet af blot et år, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Når det er sagt, så er der grundlæggende ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet er i bedring. Dansk økonomi er på vej ud af krisen, siger han.

Arbejdskraftundersøgelsen består af kvartalsvise interviews med cirka 22.000 personer i alderen 15-74 år.

Det er Danmarks største interviewundersøgelse, og der benyttes internationalt anerkendte definitioner. Det betyder, at den kan sammenlignes med andre lande.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip