Chefer: Ledige er blevet mere fleksible

Halveringen af dagpengeperioden får danskerne til at søge job, de ikke nødvendigvis tidligere havde forestillet sig i stedet for at lade tiden gå, indtil de finder jobbet, de går og drømmer om.

Det mærker man hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

- De ledige slår sig ikke til tåls med, at der er god tid og venter på at finde drømmejobbet, siger Jørgen Bang-Petersen, chefkonsulent i DA, til Ritzau og tilføjer:

- De er aktive på en meget bredere vifte af jobmuligheder, fordi de er klar over, at tiden ikke er helt så lang, som den har været.

Udmeldingen kommer efter, at Berlingske tirsdag beskriver, at danskerne er blevet mindre kræsne i deres jobsøgning.

Ifølge flere jobcentre, som avisen har været i kontakt med, vil ledige gerne rejse længere og søge bredere og uden for deres egen branche for at finde beskæftigelse. Og det billede kan arbejdsgiverforeningen genkende.

- Vi har en klar fornemmelse af, at ledige er blevet mere aktive i deres jobsøgning, og det smitter af på virksomhedernes mulighed for at få den arbejdskraft, de har brug for, siger Jørgen Bang-Petersen.

- Arbejdsgiverne oplever det ved, at der er en bredere kreds af ledige, der er interesserede i langt flere job på arbejdsmarkedet. Virksomhederne får simpelthen nemmere ved at rekruttere de medarbejdere, de har brug for, tilføjer han.

DA har ingen konkrete tal eller analyser, som dokumenterer fornemmelsen. Jørgen Bang-Petersen vurderer dog, at det er en effekt af den kortere dagpengeperiode, som trådte i kraft 1. januar i år.

- En kortere dagpengeperiode gør, at ledige kommer hurtigere i gang med at overveje deres position på arbejdsmarkedet og dermed skifte spor, siger han.

Hos Horesta, der er hotel- og restaurantbranchens arbejdsgiverorganisation, har man endnu ikke oplevet en særlig fremgang i ansøgningerne fra de danske ledige.

- Vi har ikke mærket en markant udvikling endnu, det har vi til gode. Men vi tror på, at vi vil se en effekt, hvis man løfter blikket og ser lidt senere hen i 2013, siger Jonas Wilstrup, politisk direktør hos Horesta.

Han forventer, at de nye dagpengeregler vil kunne mærkes i branchen til sommer og fremefter.

/ritzau/

Dagens Gossip