Chefer skiftes ud som aldrig før

Der bliver skiftet ud på de øverste topchefposter i et tempo, som sjældent er set før, skriver Jyllands-Posten.

På blot ni dage er det sket for tre adm. direktører i tre af Danmarks største virksomheder. Først blev Jesper Lien fyret fra Coop. I går måtte Ditlev Engel forlade Vestas. Og samtidig blev Thomas Hofman-Bang gjort til overs i NKT efter en rokade blandt virksomhedens topchefer.

På verdensplan blev 375 topchefer i de 2.500 største børsnoterede virksomheder i 2012 skiftet ud, hvilket svarer til 15 pct. og er det næsthøjeste antal siden årtusindeskiftet.

Det viser den seneste årlige gennemgang af topposter i hele verden, Chief Executive Study, som det internationale konsulentburau Booz & Companys har foretaget.

Bureauet bekræfter, at tendensen også gælder i Danmark. Samtidig viser undersøgelser, at den gennemsnitlige ansættelsesperiode for danske topdirektører er faldende, mens en ny analyse fra CBS viser, at jo længere en topchef har bestridt sin post, desto ringere bliver de resultater, som han skaber i virksomheden.

Ifølge professor Flemming Poulfelt fra CBS er udskiftningen blandt topcheferne stor, fordi kravene til dem har nået sit hidtil højeste niveau.

- Tålmodigheden til topdirektører, der ikke leverer varen, er ved at være brugt op. Der står en stadig større flok af gribbe i form af aktionærer og bestyrelsesmedlemmer og venter på resultater, og hvis de ikke kan se tegn på, at forretningen bliver bedre, er det ud. Det er barskt, men sådan er virkeligheden blevet, siger Flemming Poulfelt.

 

Dagens Gossip