Chefforhandlere ved OK-15: Vi skal file en del knaster

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

Fredag har regionerne og fagorganisationerne taget fat på overenskomstforhandlingerne for 136.000 ansatte i landets fem regioner, og ifølge begge parter forløb det første møde godt.

Chefforhandlerne på begge sider er dog enige om, at der kommer til at være knaster, der skal files til ved de kommende forhandlinger.

- Vi har en fælles opfattelse af, at denne overenskomst skal afspejle det faktum, at vi skal sætte patienten i centrum.

- Det er der en lydhørhed omkring fra organisationerne, hvilket vi er glade for, da det er vores overordnede mål ved disse forhandlinger, siger Anders Kühnau, der forhandler på vegne af regionerne.

Dennis Kristensen, chefforhandler for de ansatte på sygehusene, sociale institutioner og øvrige regionale arbejdspladser, kan godt støtte regionernes overordnede krav. Men han forudser en del underpunkter, der kan skabe problemer.

- Kommunerne og regionerne har et fokus på, at patienten skal i fokus, og at det skal være det afgørende for, hvordan denne overenskomst skal skrues sammen.

- Det synspunkt er jeg delvist enig i, men herfra kan jeg også se nogle knaster, som vi kommer til at skulle file til ved de kommende forhandlinger, siger Dennis Kristensen og fortsætter:

- Vi må for eksempel ikke glemme, at det er mødet mellem patienten og medarbejderen, der mest skal være i fokus.

Derudover forventer han et opgør om arbejdstidsregler på tværs af faggrupperne. Her ønsker han, at de forskellige faggrupper skal have ens arbejdstidsregler, men det må ikke betyde besparelser på området.

Men det største slag kommer til at stå om lønnen, tror han.

- Den største hurdle bliver nok, om der bliver plads til større lønstigninger, end der var i 2013, hvor vi sidst forhandlede overenskomst.

- Det bliver en svær knast at file væk, men jeg kan ikke forstille mig et forlig, uden at de offentligt ansatte også får del i den forbedrede økonomi i samfundet, siger Dennis Kristensen, der i det daglige er formand for FOA.

Forhandlerne mødes igen 30. januar.

/ritzau/