Chefjurist: Højesteret bør se på voldtægtssag fra Gullestrup

Højesteret bør have det sidste ord i sagen om den unge somalier, der voldtog en 10-årig pige i Gullestrup.

Det mener chefjurist Jacob Mchangama fra Cepos. Han opfordrer anklagemyndigheden til at forsøge at gå videre med sagen, hvor Vestre Landsret mandag besluttede at idømme somalieren en betinget udvisning oveni seks års fængsel.

Den dømte i sagen var 16 år, da han begik den grove forbrydelse. Han forsøgte også at voldtage et andet barn og en 18-årig.

Oprindeligt mente byretten, at han skulle udvises, men i landsretten er det altså blevet til et slags gult kort i form af en betinget udvisning. Dog var der i landsretten uenighed. Stemmerne stod 4-2.

Mchangama er overrasket over landsrettens resultat.

- Der er ingen tvivl om, at der er tale om nogle meget særlige omstændigheder, men forholdene er så grove, at det efter min vurdering sandsynligvis ville have været muligt at udvise gerningsmanden ubetinget uden at krænke retten til privat- og familieliv i Den Europæiske Menneskererettighedskonvention, mener chefjuristen.

Efter mandagens dom var den unge mands forsvarer tilfreds.

- Han har ikke nogen tilknytning til Somalia ud over sproget. Han har gået i skole i Danmark, og han har netop taget 9. klasses afgangseksamen, mens han har siddet fængslet, sagde advokat Jeppe L. Jepsen.

Den 17-årige begik forbrydelsen mod den 10-årige pige i november 2011.

Umiddelbart har anklagemyndigheden ikke mulighed for at anke dommen til Højesteret. Det er nødvendigt med en tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Ifølge Jacob Mchangama har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i flere tilfælde godkendt udvisning af personer, der ligesom somalieren var ung på gerningstidspunktet, men som har begået mildere lovovertrædelser.

Hos Statsadvokaten i Viborg siger vicestatsadvokat Jakob Berger, at man ligesom i alle mulige andre sager sammen med Rigsadvokaten vil overveje, om sagen er tilstrækkelig principiel til at søge den indbragt for Højesteret.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen siger, at han rystet over afgørelsen, og han stiller nu spørgsmål til justitsminister Morten Bødskov (S).

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV