Chelsea cruiser sig videre i FA Cuppen

Skrevet af admin

10/01/2016

Mest læste i dag

De engelske mestre fra Chelsea havde ikke de store problemer med at spille sig videre i FA Cuppen, da Scunthorpe fra tredjebedste række besøgte Stamford Bridge søndag.

Efter en tidlig scoring kørte Guus Hiddinks tropper sejren på 2-0 hjem på automatpilot. Chelsea er dermed klar til fjerde runde.

Fra start satte Chelsea sig tungt på kampen og trykkede Scunthorpe helt i bund, og favoritterne fra London skulle kun bruge 13 minutter på at bringe sig i front.

Branislav Ivanovic sendte et indlæg ind fra højresiden, og fra omkring straffesparkspletten fik Diego Costa snittet bolden i mål til 1-0.

Chelsea-presset aftog lidt, som første halvleg skred frem, og et par enkelte gange fik udeholdet bevæget bolden op i Chelseas felt.

Det blev til et par chancer, som dog ikke blev udnyttet.

Trods klar overvægt i spil vadede Chelsea ikke i chancer, fordi den sidste aflevering omkring udeholdets felt ofte manglede kvalitet.

Billedet var det samme efter pausen, men som Scunthorpe var nødt til at bevæge sig lidt længere frem for at jagte udligningen, fik Chelsea mere plads.

Det udnyttede hjemmeholdet til at fordoble føringen med små 20 minutter igen, og kampen syntes afgjort.

Venstrebacken César Azpilicueta lavede et flot overlap, og hans flade indlæg skråt bagud i feltet blev mødt af indskiftede Ruben Loftus-Cheek.

Den unge angriber sparkede resolut til den med venstrefoden, og bolden strøg ind ved den nærmeste stolpe.

Scunthorpe kunne ikke så meget mere, og Chelsea ville ikke så meget mere. 2-0 holdt hele vejen til slutfløjt, selv om Scunthorpe nåede et forsøg på træværket.

/ritzau/