Chelsea-dansker roses af Mourinho efter fiasko

Chelsea-manager José Mourinho var alt andet end tilfreds med sit hold, som lørdag førte 2-0, men alligevel tabte 2-4 på hjemmebane til upåagtede Bradford i FA Cuppens 4. runde.

Portugiseren roser dog den 18-årige danske U21-landsholdsspiller Andreas Christensen, som spillede hele kampen for Premier Leagues førerhold.

Danskeren spillede højre back.

- Den eneste spiller, som kom fra ungdomsholdet, var Andreas Christensen, og han gjorde det rigtig godt, og vi tabte ikke på grund af ham, siger Mourinho til Chelseas hjemmeside.

- De andre spillere er nogle, som skal være klar til at spille for Chelsea. De skal være klar til alle kampe. Hvis de ikke kan spille mod et hold fra The Championship, League 1 eller League 2, hvad gør vi så? lyder det fra Mourinho.

Bradford spiller til dagligt i League 1, Englands tredjebedste række.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV