Chelsea er et nederlag fra komplet nedtur

Skrevet af admin

04/11/2015

Mest læste i dag

Selvom november kun lige er gået i gang, og sæsonen på mange måder stadig er ung, så kan Chelseas sæson allerede nu være på vej mod afgrunden.

Med en aktuel 15.-plads i Premier League - 14 point efter topholdene - samt et tidligt farvel i den engelske Liga Cup, klynger Chelseas håb om bare lidt succes i denne sæson sig til FA Cuppen og Champions League. Og i sidstnævnte turnering er der også problemer.

Hvis London-klubben onsdag aften løber ind i et nederlag til Dynamo Kiev hjemme på Stamford Bridge, bliver Chelsea således plantet solidt på gruppens tredjeplads.

Hvis Porto - som ventet - ikke taber til Maccabi Tel Aviv, vil Chelsea have fire point op til andenpladsen og dermed ikke længere selv kunne afgøre sin skæbne.

Nedturen skyldes i høj grad en flok spillere, der har lænet sig lidt for meget tilbage i sædet efter mesterskabet sidste år.

Det mener Mikkel Bischoff, der kommenterer engelsk fodbold på 6'eren og er tidligere professionel fodboldspiller i England.

- Chelsea skulle have købt ind, så man kunne presse de faste spillere til at levere. Der har ikke været konkurrence om pladserne, og det har været et problem.

- Mange af holdets nøglespillere, der sidste år leverede på allerhøjeste niveau, er faldet markant og har ikke leveret tilnærmelsesvis det, de gjorde i sidste sæson, siger Bischoff.

Her peger Bischoff blandt andre på forsvarsspillerne John Terry og Branislav Ivanovic samt de offensive kræfter Cesc Fabregas, Diego Costa og Eden Hazard.

Samtidig har en del uheldige episoder omkring manager José Mourinho skabt uro i klubben. Og det er noget, der piner den russiske Chelsea-ejer Roman Abramovich, mener Niels Christian Frederiksen, der kommenterer engelsk fodbold for Viasat.

- Chelsea har fået en ordentlig ridse i lakken i forhold til klubbens renommé. Og det er vigtigt for Abramovich, at det ikke sker, fordi han rigtig gerne vil gerne have, at Chelsea opfattes som en seriøs fodboldklub, siger Frederiksen.

Blandt episoderne omkring Mourinho findes en række kontroversielle udtalelser til pressen - heriblandt hård dommerkritik. Samtidig har han raget uklar med fysioterapeut Eva Carneiro, der nu er fortid i Chelsea.

- Det er noget, der sætter klubben i et negativt lys, og det bryder Abramovich sig ikke om, mener Frederiksen.

Han vurderer, Mourinho er meget tæt på en fyreseddel, og at den formentlig kommer, når klubben har en afløser klar.

Chelsea har tabt ni af sæsonens første 17 kampe af betydning. Til sammenligning kom klubbens første nederlag i sidste sæson 6. december.

/ritzau/