Chelsea får 1-1 med hjem fra Istanbul

Skrevet af admin

26/02/2014

Mest læste i dag

Chelsea fik reddet stormen af ude mod Galatasaray, da de to hold onsdag aften stod over for hinanden i Champions League.

De tyrkiske værter pressede hårdt på for at få sejren, men det endte 1-1 i Istanbul.

Det betyder, at José Mourinhos Chelsea-spillere har de bedste chancer for at booke en plads i kvartfinalerne, når der er returopgør om tre uger i London.

Briterne fik en fremragende start, da Fernando Torres efter mindre end 10 minutter kunne sende gæsterne i front med 1-0.

Galatasaray havde i begyndelsen af opgøret svært ved at dæmme op for Premier Leagues tophold, der lignede en alt for stor opgave.

Chelsea-spillerne begyndte dog at slække på spillet. Der blev længere og længere mellem de engelske angreb, hvilket betød, at de tyrkiske modstanderne kunne flytte spillet længere frem på banen.

Første alvorlige advarsel til Chelsea kom efter en times spil, da Selcuk Inan ved bageste stolpe ramte træværket efter et frispark fra Wesley Sneijder.

Efter 65 minutter gik den ikke længere for Chelsea, da Aurélien Chedjou kantede sig forbi John Terry på et hjørnespark. Petr Cech i Chelseas mål var også alt for passiv, og så kunne Chedjou gøre det til 1-1.

I den sidste halve time havde Galatasaray et par farlige chancer, men det lykkedes ikke at få bolden over målstregen.

I aftenens anden 1/8-finale vandt Real Madrid på udebane med 6-1 over tyske Schalke 04.

/ritzau/