Chelsea-ikon takker af i Watford

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

For seks måneder siden var Watford tæt på at rykke op i Premier League, men playoff-finalen blev tabt til Crystal Palace.

I denne sæson går det skidt for Watford i den næstbedste engelske fodboldrække, og det får nu manager Gianfranco Zola til at forlade sit job.

- Jeg skriver dette i dag med et tungt hjerte og efter mange overvejelser for at fortælle jer, at jeg har sagt op, skriver den 47-årige italiener blandt andet i et åbent brev på klubbens hjemmeside.

Fra 1996 til 2003 spillede Zola for Chelsea, og den tidligere offensivspiller var en yderst populær herre i Chelsea på grund af sine mange mål og flair på banen.

Watford er i øjeblikket på en skuffende 13.-plads i The Championship, som den næstbedste række hedder. De seneste fem hjemmekampe er blevet tabt, og Watford ligner bestemt ikke en klub, der kan rykke op i denne sæson.

Zola har tidligere været manager i Premier League for West Ham.

/ritzau/