Chelsea indleder titelforsvar med pointtab

Skrevet af admin

08/08/2015

Mest læste i dag

Chelsea er kommet skidt i gang med denne sæson.

I sidste uge tabte klubben Community Shield til rivalerne fra Arsenal, og lørdag måtte Jose Mourinhos tropper nøjes med 2-2 hjemme mod Swansea i et hektisk opgør.

Chelsea fik vist målmand Thibaut Courtois ud og måtte spille med en mand i undertal i de sidste 35 minutter af det hektiske opgør.

Courtois var allerede i fokus før kampstart, da han pludselig var tvivlsom under opvarmningen, men belgieren var med fra start og fik senere en hovedrolle med sin udvisning.

Chelsea havde også Diego Costa med fra start, efter at den spanske angriber stod over i sidste weekend mod Arsenal.

Kampens indledning blev hektisk. Efter syv minutter havde Swanseas Bafetimbi Gomis muligheden på et hovedstød og med et kvarter spillet, var Gomis igen på spil i Chelseas felt, men afslutningen med venstre fod manglede kvalitet.

Diego Costa var ligeledes på spil i den anden ende i et opskruet tempo, men det var en dødbold, der bragte Chelsea foran efter 23 minutter.

Ved Oscars frispark fik bolden lov at passere igennem alt og alle i Swansea-forsvaret, og den endte bag Lukasz Fabianski til 1-0-føring.

Den holdt fem minutter.

André Ayew udnyttede en ripost i Chelseas felt og bankede bolden i nettet med en debutant-scoring til udligning 1-1.

Den holdt to minutter.

Så ville Swanseas Federico Fernandez forhindre en Chelsea-aflevering fra Willian, og han kom i stedet til at lave selvmål og bringe Chelsea i front 2-1.

Det opskruede tempo fortsatte, men Swansea var stadig med i opgøret og lagde et pres de første minutter efter pausen.

Efter 52 minutter sendte Jonjo Shelvey holdkammerat Gomis af sted med en stikning. Chelsea-målmand Courtois stormede frem og fældede Gomis lige på stregen af feltet, og dommeren tøvede ikke. Han gav Courtois direkte rødt kort.

Bafetimbi Gomis udlignede selv til 2-2 på det efterfølgende straffespark, og Chelsea måtte bytte Oscar ud med andenmålmand Asmir Begovic før sparket.

Samme Gomis fik korrekt annulleret en scoring for offside med 23 minutter igen, og kampen bølgede frem og tilbage med nerve.

Radamel Falcao blev kastet ind mod slutningen for at øge presset, mens Eden Hazard skruede op for sit spil, men det lykkedes ikke de engelske mestre at finde vej til et sejrsmål.

/ritzau/