Chelsea-manager: Torres manglede at score

Torsdag blev en god dag for den udskældte Chelsea-angriber Fernando Torres.

Spanieren scorede to gange i 3-1-sejren hjemme over Rubin Kazan i Europa League-kvartfinalerne, og det glæder Chelseas manager, Rafael Benitez.

- Han (Torres) havde brug for at score et mål, for der var de samme spørgsmål ved hvert eneste pressemøde, siger manageren til Chelseas hjemmeside.

Fernando Torres scorede senest, da Chelsea for tre uger siden mødte Steaua Bukarest, men spanieren har generelt haft svært ved at finde målet i 2013.

Rafael Benitez, som i sin tid hentede Torres til Liverpool, forventer, at landsmanden kan bygge videre på sin gode præstation mod Rubin Kazan.

- Jeg tror, at han kommer til at spille godt og score mål i resten af sæsonen, siger manageren.

Også Chelseas anfører, John Terry, roser Fernando Torres, hvis mål til 3-1 var et meget flot hovedstød.

- Det andet mål, han scorede, var godt, og forhåbentlig vil det give ham meget selvtillid, siger John Terry.

Returkampen i Kazan bliver spillet på torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip