Chelsea øger i toppen trods ny skuffelse på hjemmebane

Premier Leagues tophold, Chelsea, kunne ikke leve op til sin favoritrolle søndag. På hjemmebane blev det blot 1-1 mod Southampton.

Alligevel øger Chelsea sit forspring i toppen, fordi Manchester City lørdag tabte 0-1 til Burnley. Chelseas forspring til andenpladsen lyder på seks point for en kamp færre spillet.

Det er faktisk tredje kamp i træk, at Chelsea ikke formår at vinde hjemme på Stamford Bridge. For tre uger siden hentede Burnley også 1-1, mens Paris Saint-Germain også med uafgjort onsdag sendte Chelsea samlet ud af Champions League.

Kampen gik ellers sin ventede gang fra begyndelsen. Allerede efter 11 minutter kunne Premier League-topscorer Diego Costa stige til vejrs og heade Branislav Ivanovic' indlæg i nettet til Chelsea-føring.

Det var Costas 18. ligascoring i det, der er spanierens første sæson i Premier League.

Føringsmålet skabte dog ikke sikkerhed i Chelseas spil. London-holdet forsvarede sig dårligt, og Southampton kunne overraskende nemt komme til muligheder.

Efter 19 minutter gik det galt for Chelsea. Den udfordrende Sadio Mane blev nedlagt af Nemanja Matic i straffesparksfeltet, og dommeren takserede til straffespark.

Det udnyttede Dusan Tadic med en afslutning midt i målet, som målmand Thibaut Courtois ikke var langt fra at kunne redde.

Southampton havde flere muligheder, men Chelsea sad på det meste spil og de fleste chancer, som kampen skred frem.

Et kvarter før tid burde Chelsea have scoret. Først afsluttede Oscar og på riposten Eden Hazard, men i begge tilfælde afværgede målmand Fraser Forster med flotte refleksredninger.

I kampens overtid fik Chelsea en tredobbelt chance efter et hjørnespark, men der blev ikke scoret yderligere.

/ritzau/

Dagens Gossip