Chelsea-spiller: Mourinhos afløser har løftet os

Stemningen i den engelske mesterklub Chelsea er blevet bedre, efter at hollandske Guus Hiddink har taget over efter José Mourinho.

Det siger klubbens nigerianske midtbanespiller John Obi Mikel.

Efter en elendig sæsonstart under Mourinho er holdet sluppet fra de seneste tre ligakampe uden nederlag. Først blev Sunderland slået, og med Hiddink på bænken er det blevet til uafgjort mod Watford og Manchester United.

- Vi er kommet videre, og stemningen er blevet bedre, efter at vi har fået ny træner, John Obi Mikel.

Den 28-årige nigerianer er en af de få spillere, der også var i Chelsea-truppen, da Guus Hiddink var i klubben for første gang tilbage i 2009. Her førte den hollandske træner blandt andet Chelsea til sejr i den engelske FA Cup.

- Han har ikke ændret meget, men han har været her før, og han kender stedet og de ansatte i klubben, siger John Obi Mikel.

- Der er en grund til, at vi ligger lavt i tabellen, og han kan jo ikke udføre mirakler. Men nu har vi spillet tre kampe i træk uden at tabe, så det går fremad.

Under José Mourinhos ledelse blev det ikke til meget spilletid for Mikel, der i denne sæson deltog i fem ligakampe med den portugisiske manager ved roret.

- José er en fantastisk træner, men nogle gange er fodbold et ondt spil, og man bliver nødt til at komme videre. Han kom tilbage til klubben for anden gang og vandt to trofæer, men nu er han væk.

- Er det den rigtige beslutning? Det kan kun fremtiden vise, siger Mikel.

London-klubben var mandag oppe imod Manchester United i en kamp, der endte 0-0. Søndag gælder det Premier Leagues nuværende femteplads, Crystal Palace.

Chelsea ligger i øjeblikket på 14.-pladsen i Premier League med 20 point efter 19 kampe.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip