Chelsea tager afstand fra racismesag

Chelsea FC afventer en undersøgelse fra det franske politi, som skal kaste lys over en episode, der udspillede sig i metroen i Paris inden tirsdagens 1-1 kamp mellem Paris Saint-Germain og Chelsea i Champions League.

En video, der florerer på internettet viser, hvordan en gruppe Chelsea-tilhængere skubber til en sort mand og forhindrer ham i at komme ind i en togvogn.

En talsmand fra Chelsea FC har på klubbens vegne taget kraftig afstand fra tilhængernes opførsel.

- Bliver det bevist, at de involverede personer er medlemmer af klubben eller har sæsonkort, så vil vi straffe dem på den hårdest mulige måde, siger han, og henviser til sanktioner i form af udelukkelse fra klubben og dens kampe.

Det internationale fodboldforbund Fifa og det europæiske fodboldforbund Uefa har de seneste år kørt flere kampagner for at få racisme ud af fodboldverdenen.

Fifas præsident, Sepp Blatter, har på de sociale medier fordømt hændelsen i metroen og sagt, at racisme ingen plads har i fodbold.

På videoen kan man blandt andet høre tilhængerne synge Chelsea-sange og en sang med teksten: "Vi er racister, vi er racister og sådan kan vi lide det".

/ritzau/

Dagens Gossip