Chelsea triumfer: Slår Eriksen og co. på Wembley

Skrevet af admin

01/03/2015

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Christian Eriksen forpassede søndag chancen for at vinde sin første titel med Tottenham.

Sammen med holdkammeraterne tabte den 23-årige dansker Liga Cup-finalen på Wembley med 0-2 til Premier Leagues førerhold Chelsea.

Eriksen var ikke i nærheden af at gentage Allan Nielsens bedrift fra 1999, hvor den nu pensionerede midtbanespiller hjemførte Liga Cup-titlen til Tottenham, da Nielsen blev matchvinder i en 1-0-finalesejr over Leicester.

Christian Eriksen havde et par gode forsøg, men Tottenhams hold var ikke i stand til at matche Chelsea på dagen.

Til trods for en lovende start af Tottenham, så bragte anfører John Terry Chelsea foran med 1-0 umiddelbart før pausen.

Rutinerede Terry stod helt umarkeret, da et frispark blev slået ind i modstandernes felt, og han kunne nemt skyde en nedfaldsbold i mål.

Forestillingen kom til at foregå nøjagtig efter Chelsea-manager Jose Mourinhos drejebog.

Mourinho havde sikkert regnet ud, at Tottenham på et tidspunkt ville blotte sig i forsvaret og give pladsen til 1-0-målet, men portugiseren havde nok ikke regnet med, at hans hold ville få det så nemt i anden halvleg.

Tottenham begyndte først for alvor at presse Chelsea i den sidste halve time, efter at Diego Costa havde tvunget Kyle Walker til et selvmål til 2-0. Costa skød fra en skarp vinkel og via Walkers fod sneg bolden sig ind ved forreste stolpe.

Christian Eriksen havde før pausen et frispark, der ramte oversiden af overliggeren, men målmand Petr Cech så ud til at have situationen under kontrol. Efter godt en halv time havde danskeren også et udmærket skudforsøg.

/ritzau/