Chelsea vinder mesterskabet for femte gang

London-klubben Chelsea kan for femte gang i historien kalde sig engelsk mester i fodbold.

Søndag eftermiddag vandt holdet med 1-0 på hjemmebane over Crystal Palace og nåede dermed op på 83 point for 35 kampe.

Arsenal var det sidste hold med matematisk chance for at hente Chelsea, men selv med sejre i de fem resterende kampe kan London-rivalen maksimalt nå 82 point.

Det er fjerde gang siden sæsonen 2004/05, at Chelsea vinder Premier League - og tredje gang det sker med José Mourinho som manager.

Portugiseren er blevet beskyldt for at presse et defensivt koncept ned over sine spillere, hvilket særligt i foråret har resulteret i en række knebne sejre.

Derfor var det symptomatisk, at den afgørende sejr søndag blev en smal 1-0-sejr, der kom i hus efter et straffespark kort før pausen med Eden Hazard i centrum på alle måder.

Straffesparket blev begået mod belgieren, som selv sparkede og misbrugte efter et elendigt spark midt i målet. Hazard fulgte dog selv op og headede riposten fra målmand Julian Speroni i nettet.

Tidligere i første halvleg havde udeholdet følt sig snydt for et straffespark, da det mente, at John Terry havde hånd på bolden, men dommeren mente noget andet.

Chelsea dominerede som ventet opgøret - men uden at sprudle. Anden halvleg foregik på cruise control, men hjemmeholdet havde undervejs fine muligheder for at øge føringen.

I de sidste minutter pressede Crystal Palace dog for udligning, men Chelsea holdt stand og kunne juble over mesterskabet foran eget publikum på Stamford Bridge.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip