Chelsea vinder på Etihad og afslutter flot City-serie

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Et drønende skud af serberen Branislav Ivanovic i første halvleg var afgørende for, at Chelsea mandag aften gjorde en ende på Manchester Citys frygtindgydende stime af sejre i Premier League.

Chelsea vandt fortjent topkampen på Etihad Stadium i Manchester med 1-0, og efter 11 sejre i lige så mange ligakampe hjemme i sæsonen gik City for første gang fra hjemmebanen uden point.

Manchester City havde desuden vundet otte sejre på stribe i Premier League, men også den statistik røg sig altså en tur.

Chelsea er fortsat nummer tre med 53 point for 24 kampe - det samme antal point, som Manchester City har på andenpladsen. Arsenal topper fortsat med 55 point.

City var toneangivende i kampens indledning, hvor holdet havde flere store muligheder.

Efter 10 minutter nåede Yaya Toure ikke helt frem til Aleksandar Kolarovs fremragende indlæg fra venstre side, og cirka fem minutter senere sendte David Silva bolden lige forbi mål på oplæg fra samme Toure.

Midtvejs i første halvleg overtog kontrastærke Chelsea styringen, og efter en halv times spil faldt kampens eneste mål.

Chelseas Ramires fik blokeret et skud, men bolden røg ud til forsvareren Branislav Ivanovic, som sparkede 1-0-føringen ind med et hårdt skud.

Kort før pausen måtte gæsternes manager, José Mourinho, tage sig til hovedet, da hans hold var meget tæt på at score en gang mere.

Men Samuel Eto'o måtte se sin afslutning ramme overliggeren, efter at Eden Hazard havde leveret et godt oplæg i venstre side.

Manchester City, der blandt andre måtte undvære den skadede topscorer Sergio Agüero, virkede ude af balance i begyndelsen af anden halvleg, når man tænker på, at holdet hidtil har vist sig nærmest uovervindeligt på Etihad Stadium.

Midtvejs i halvlegen var Chelsea-forsvareren Gary Cahill tæt på, men hans hovedstød ramte stolpen.

Det manglende 2-0-mål var tæt på at blive kostbart for Chelsea i slutfasen, hvor Manchester City fik mandet sig op til et massivt pres.

David Silva havde et godt forsøg på frispark, som Chelsea-målmanden Petr Cech fik verfet til hjørne, og kort før tid var indskiftede Stevan Jovetic tæt på at udligne.

/ritzau/