Chelseas stopper nederlagsstime med sejr over Norwich

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Efter tre nederlag i træk kunne den forsvarende engelske mester Chelsea endelig juble over en sjælden sejr lørdag eftermiddag.

Hjemme vandt Jose Mourinhos tropper med 1-0 over Norwich. Kampens enlige mål faldt først efter pausen, og flere af hjemmeholdets fans havde formentlig nået at tænke mange dystre tanker om holdets skarphed.

Det var Chelseas fjerde ligasejr i sæsonen, og holdet rykker op på 15.-pladsen og øger afstanden til nedrykningsstregen til fem point.

Chelsea var det klart bedste hold i første halvleg, hvor holdet havde flere chancer og burde have været foran. Meget symptomatisk for sæsonen manglede skarpheden for hjemmeholdet.

Efter pausen fortsatte Chelsea med at være det bedste hold, og forløsningen kom efter 63 minutter.

Chelsea spillede sig igennem til en to mod en-situation. Diego Costa modtog bolden, tog et skarpt træk og sparkede bolden sikkert og fladt i målhjørnet.

Kort efter var Kurt Zouma tæt på at fordoble målscoringen, men overliggeren stod i vejen.

Norwich noterede sig også for en enkelt farlig afslutning, men gæsterne måtte sande, at holdet var blevet overmatchet.

Trods flere muligheder måtte Chelsea nøjes med et enkelt mål, men det ødelægger næppe stemningen i omklædningsrummet, eftersom det var nok til sejr.

Aston Villa var uden Jores Okore, da bundholdet nok engang fik bank i udekampen mod Everton. Allerede ved pausen førte Everton med 3-0, og i anden halvleg udbyggede Romelu Lukaku føringen til slutresultatet 4-0.

Bournemouth, der ligeledes er under nedrykningsstregen, smed en 2-0-føring ude mod Swansea. Kampen endte 2-2.

I Southampton sørgede Stoke for en overraskelse ved at vinde 1-0 på mål af Bojan Krkic.

/ritzau/