Cheminova bliver solgt til amerikanere

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Efter 76 år på danske hænder bliver sprøjtemiddelvirksomheden Cheminova nu amerikansk. Selskabet FMC Corporation har lagt 8,5 milliarder kroner for det danske selskab med hjemme i Harboøre.

Det oplyser selskabet Auriga, der ejer Cheminova, i en meddelelse til fondsbørsen mandag morgen. Cheminova har 2200 ansatte, heraf knap 850 i Danmark.

Købet skal endeligt godkendes af aktionærerne og konkurrencemyndighederne, men det bliver med al sandsynlighed ført igennem, da hovedaktionæren, Aarhus Universitets Forskningsfond, har vendt tommelfingeren op.

Aarhus Universitets Forskningsfond fik tilbage i 1944 en smule utraditionelt foræret aktierne i Cheminova, hvilket skulle være med til at gavne den fri forskning ved Aarhus Universitet.

Erhvervsstyrelsen godkendte i august, at fonden gerne måtte sælge sin ejerandel, og det forestående salg vil give fonden mere end tre milliarder kroner.

Når købet er faldet på plads, er det den amerikanske ejers plan at forsætte driften af alle Cheminovas nuværende produktionsaktiviteter.

Det gælder blandt andet anlæg til fremstilling af aktivstoffer i Danmark og Indien samt anlæg til fremstilling af færdigprodukter i Danmark, Indien, Tyskland, Australien, Italien og Storbritannien.

Dermed ser de danske aktiviteter i første omgang ud til at fortsætte for Cheminova, der igennem årene flere gange har været i fokus på grund af store forureninger.

I Måløv uden for København var Cheminovas udledning af giftstoffer i perioden 1944-1954 årsag til, at man mange år senere måtte rense grundvandet.

I 1957 begyndte Cheminova at deponere giftigt affald ved Harboøre Tange i nærheden af virksomhedens fabriksområde, hvilket fortsatte frem til 1962.

I 1981 opdagede man, at der sivede kviksølvforbindelser ud i Vesterhavet, og efterfølgende blev der gravet 26.000 tønder op, som blev kørt til en saltmine i Tyskland.

Cheminova er dog begge gange blevet fritaget for at have juridisk ansvar for forureningen.

FMC Corporations køb af Cheminova ventes at være endeligt gennemført i starten af 2015.

/ritzau/