Chicago Blackhawks én sejr fra Stanley Cup-titlen

Med to mål af en glødende Patrick Kane sikrede Chicago Blackhawks sig natten til søndag dansk tid en gylden matchbold i kampen om Stanley Cup-titlen.

Blackhawks vandt i Chicago den femte kamp i finalen mod Boston Bruins med 3-1 og fører 3-2 i matcher. Patrick Kane, den superfarlige 24-årige amerikanske wing, åbnede scoringen efter 17 minutter og øgede fem minutter inde i anden periode til 2-0, begge mål scoret med baghånden. Det var hans ottende og niende mål i playoff.

- Det er ikke tilfældigt, at det er ham, der laver de to mål. I de store kampe vil han altid have pucken. Han skriger på den, selv om han har en spiller hængende på sig. Det er skønt at spille med én med en sådan selvtillid, og som virkelig vil afgøre kampen, siger Blackhawks svenske back Niklas Hjalmarsson.

Patrick Kane & co. kan mandag løfte Stanley Cup i TD Garden i Boston og gentage triumfen fra 2010.

- Det er spændende, at vi er i den situation igen. Det er jo den mulighed, vi arbejder for hele året, siger Patrick Kane.

I starten af tredje periode reducerede Boston-giganten Zdeno Chara til 1-2, men 14 sekunder tør tid satte Dave Bolland punktum på dramaet med scoring i tomt mål.

Stanley Cup-finalen

Chicago Blackhawks-Boston Bruins 3-1

Chicago fører 3-2 i kampe

Dagens Gossip

Dagens TV