Chile sender Uruguay ud af Copa America

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

De forsvarende Copa America-mestre i fodbold, Uruguay, er ude af dette års turnering efter 0-1 nederlag til værterne fra Chile onsdag aften lokal tid.

Uruguay sluttede kampen med ni spillere på banen efter to udvisninger.

Først måtte angriberen Edinson Cavani traske ud efter sit andet gule kort og i det 90. minut fulgte forsvareren Jorge Fucile efter. Ligeledes efter to gule kort.

Udvisningen i slutminutterne udløste store protester fra Uruguays spillere og ledere, og kampen var afbrudt i flere minutter.

Juventus-forsvareren Mauricio Isla scorede sejrsmålet i det 81. minut.

Chile holder dermed liv i håbet om at vinde sin første Copa America-titel. Turneringen blev afviklet for første gang i 1916.

Kampen var den første i kvartfinalerunden. De øvrige opgør står mellem Bolivia og Peru, Argentina mod Colombia samt Brasilien mod Paraguay.

/ritzau/