Chile vælger præsident blandt to kvinder

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Den anden og afgørende valgrunde mellem Chiles to præsidentkandidater, den tidligere socialistiske præsident Michelle Bachelet og den konservative Evelyn Matthei, er søndag indledt i et hidtil uset opgør mellem to kvindelige kandidater og barndomsbekendte.

Meningsmålinger op til valget giver Bachelet næsten dobbelt så stor opbakning blandt vælgerne som Matthei, der er økonom og tidligere arbejdsminister.

I første valgrunde fik storfavoritten Michelle Bachelet som ventet langt de fleste af stemmerne, og med udsigten til en gentagelse i anden runde er der lagt op til et systemskifte i landet.

Den 62-årige venstrefløjskvinde, der var landets første kvindelige præsident fra 2006 til 2010, fik knap 47 procent af stemmerne i første runde, hvilket ikke var tilstrækkeligt nok til at undgå en anden runde.

Hendes nærmeste rival, den 60-årige højrefløjskandidat Evelyn Matthei, der har været minister under den siddende præsident, den ultrakonservative milliardær Sebastian Piñera, fik kun 25 procents opbakning i første runde.

Valgstederne lukker søndag aften klokken 22 dansk tid.

Valget er også på et andet plan fyldt med drama, fordi det tillige er et personligt opgør mellem to barndomsveninder.

Matthei er datter af general Fernando Matthei, som var en god ven af Michelle Bachelets far, general Alberto Bachelet. Generalerne og deres familier stod hinanden meget nær helt frem til general Augusto Pinochets militærkup 11. september 1973.

Kuppet, der afsatte præsident Salvador Allende, rev venskabet i stykker. Fernando Matthei kom til at tilhøre inderkredsen af Pinochets militærjunta, mens Alberto Bachelet stillede sig på Allendes side. Bachelet blev torteret og døde seks måneder senere.

/ritzau/AFP