Chok i første runde: Nadal ydmyget i Wimbledon - se billederne her

Den største sensation i 2013 er en realitet - verdensranglistens nummer fem, Rafael Nadal, der for få uger siden vandt French Open, er ude af Wimbledon.

Og det er vel at mærke i første runde.

Manden bag den store overraskelse er belgieren Steve Darcis, der kun rangerer som nummer 110 i verden.

Men hvilken kamp den 29-årige belgier lagde for dagen på Court No. 1 - med et meget modent og velovervejet spil fik han de mange tilskuere til at måbe, da han i tre sæt satte den spanske verdensstjerne til vægs.

Godt nok blev begge de to første sæt vundet efter tiebreak, men at det ikke var tilfældigt med det belgiske overtag, beviste Steve Darcis i begyndelsen af tredje sæt, da han uimponeret gik frem til nettet og satte en baghåndsflugter ind, som brød Rafael Nadals serv.

Herefter blev Nadal mindre og mindre sikker på sig selv, og den sædvanlige aggressivitet udeblev fra spanieren.

Ved stillingen 4-3 så det imidlertid ud til, at Nadal var på vej tilbage i kampen ved at bryde tilbage til 4-4, men Steve Darcis benyttede sig af en challenge og fik medhold.         Derfra var der ingen vej tilbage for Rafael Nadal, der senest vandt Wimbledon i 2010, og det meget uventede nederlag var en realitet med cifrene 6-7 (4-7), 6-7 (8-10), 4-6.

Steve Darcis havde før kampen mod Rafael Nadal aldrig slået en top 10-spiller. 

Dagens Gossip

Dagens TV