Chok: Over 7.000 EU-borgere modtager dansk kontanthjælp

Hver syvende af dem har været i Danmark i mindre end et år.

»Det tal siger mig, at de nuværende regler er forkerte. Det er uacceptabelt, at man kan komme til Danmark og med en kortvarig arbejdsindsats gøre sig berettiget til kontanthjælp,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), til avisen. Han vil have loven ændret, så udlændinge skal bo i Danmark i længere tid, før de har ret til kontanthjælp.

Ifølge juraprofessor fra Københavns Universitet Kirsten Ketscher kan Danmark ikke nægte europæere adgang til kontanthjælp, da man ikke må »diskriminere arbejdstagere fra andre EU-lande. Heller ikke i forhold til kontanthjælp«.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), kræver, at regeringen tager sagen op i EU, men »tvivler på, at regeringen har den politiske vilje til at sætte det på dagsordenen,« siger hun og opfordrer regeringen til at komme med en redegørelse for omfanget af såkaldt velfærdsturisme.

Socialdemokraternes EU-ordfører, Mette Reissmann (S), understreger, at retten til sociale ydelser går begge veje, og at danske arbejdstagere også har adgang til sociale rettigheder, når de tager til andre lande.

»På den måde er vi ligestillede,« siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver i en kommentar til avisen, at »regeringen følger udviklingen tæt«:

»Det er vigtigt, at de ydelser, man kan modtage i Danmark i forbindelse med arbejdsløshed bygger på princippet om ret og pligt. Og misbrug er derfor ikke acceptabelt. Derfor skal udlændinge selvfølgelig ikke komme her med henblik på at blive forsørget, men fordi de har et regulært arbejde«.

Dagens Gossip