Choknederlag til Real: Ronaldo laver selvmål

Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo scorede lørdag aften et sjældent selvmål, da den spanske hovedstadsklub overraskende tabte til lavtplacerede Granada i La Liga.

Ronaldo har allerede scoret 21 mål i denne sæson for Real Madrid, men i aftenens kamp headede han uheldigvis bolden i eget net efter 22 minutter - kampens eneste mål.

0-1-nederlaget betyder, at Real Madrids chancer for at genvinde det spanske mesterskab forsvinder endnu længere væk. Klubben er 15 point efter førerholdet FC Barcelona, som søndag kan udbygge forspringet med en sejr over Valencia.

Real Madrid havde ellers flere gode muligheder for at komme tilbage efter chokstarten mod Granada.

Træner Jose Mourinho lavede en dobbeltudskiftning og satte de to offensive spillere Karim Benzema og Jose Callejon på banen for at pumpe noget gejst ind i sit mandskab, men begge missede store målchancer mod slutningen af kampen.

Granada, der kæmper for at blive i Primera Division, fyrede for nylig træner Antonio Anquela efter en række skuffende resultater. Lucas Alcaraz er allerede udpeget som ny træner.

Real Madrid har nu tabt fem kampe i den spanske liga i denne sæson og spillet to uafgjort. Holdet ligger nummer tre i tabellen - fire point efter nummer to, Atlético Madrid, som stadig har en kamp til gode.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip