Choksejr i Contador-comeback

Men løbets første etape fik en overraskende vinder i Team Europcars David Veilleux, der som eneste "overlevende" fra et tidligt udbrud, formåede at holde feltet af celebre forfølgere stangen.

25-årige Veilleux, der er fra den fransktalende del af Canada, kunne derfor trække i den gule førertrøje med et forspring på lige knap to minutter til løbets altoverskyggende favoritter. Her var man alt for længe om at reagere på den ukendte trussel, men det spillede formentlig også ind, at vejrguderne sørgede for en halvvåd dag i sadlen da det traditionsrige franske løb blev indledt med en etape på schweizisk grund.

Forfølgelsen af Veilleux var hård kost for flere af de ryttere, der ellers er kommet til Dauphiné Libéré med ambitioner om at skærpe selvtilliden inden Tour de France. Både Vacansoleils Thomas de Gendt og Garmins amerikanske komet Andrew Talansky var således i store problemer på de sidste 10 km af den relativt korte etape.

Jakob Fuglsang fik dog vist, at han har noget form at gøre godt med, da han kom i mål i hjulene på løbsfavoritten Chris Froome og Sky-løjtnanten Richie Porte på en syvendeplads med Team Saxo-Tinkoffs spanske superstjerne lige efter på en 11. plads i samme tid som Astanas danske spids.

Løbet slutter på søndag og feltet skal undervejs forcere en stribe af de nøglestigninger, som venter i årets Tour de France.   

Dagens Gossip