Choktal: Så mange dør i landbruget

Selvom året langt fra er slut, er det allerede nu sikkert, at antallet af dødsfald i landbruget ender med en trist rekord.

13 mennesker har indtil videre mistedet livet ved ulykker på landbrugsejendomme. Og inden for de seneste ti år er det kun i 2006, da 15 omkom, at niveauet har været højere.

Det viser en gennemgang af ulykkesstatistikkerne, som Videncentret for Landbrug har gennemgået.

- Det skærer i hjertet, at der er så mange, der er døde i år. Det er trist, at landbruget skal føre på den front. Vi har ofte været det farligste erhverv i Danmark en fjerdedel af det samlede antal dødsulykker, siger teknik- og arbejdsmiljørådgiver Hans Thostrup fra LMO til Newspaq.

Han peger på, at krisen skaber mere stress og jag i landbruget.

- Al ekstra arbejdskraft er skåret væk. Og man kommer til at arbejde mange timer, der bliver træthed og stress involveret, som forhøjer risikoen for ulykker betragteligt, siger Hans Thostrup.

Helt konkret skyldes fem af de 13 dødsfald i år ulykker med såkaldte mini-bigballer, der er væltet ned over ofrene. Blandt andet tæller den tragiske ulykke i Hee i sommer, hvor tre piger omkom efter leg i en lade, med i statistikken.

- Vi har forsøgt at få de her mini-bigballer forbudt, fordi de er ustabile og let vælter. Men det har indtil videre ikke været muligt. Heldigvis er efterspørgslen efter pressere, der kan lave balle-typer, der ikke så let vælter, steget efter de her dødsulykker, siger Hans Thostrup.

Ulykkerne med mini-bigballer tegner sig ikke normalt for så stor en andel af dødsårsagerne. Som regel er det maskiner og teknik, der koster flest liv.

- Maskinerne holder jo ikke tilbage, så de koster som regel flest liv. Og så tegner ulykker med svovlbrinter sig som regel også for en større del, hvis rørene i en stald ikke er forbundet rigtigt, eller hvis folk kravler ned i en gylletank, fortæller Hans Thostrup.

Tallene viser, at over de seneste ti år er størstedelen af dødsfald sket blandt personer i aldersgruppen 51-70 år.

Dagens Gossip