Choktal: Unge strømmer ud i hjemløshed

Flere og flere bliver hjemløse, og det er i særdeleshed de unge det går ud over. Det viser den seneste kortlægning af hjemløshed fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Siden 2009 er der i Danmark kommet 505 flere hjemløse unge. Det svarer til en stigning på 80 procent. I alt er der 1138 unge hjemløse i alderen 18-24 år.

En udvikling der skal bremses med flere økonomiske midler, mener formanden i Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

- Det her er en dybt bekymrende udvikling. Vi mener derfor, at det er nødvendigt at afsætte 100 millioner kroner mere i finansloven. De skal bruges til at sikre de metoder, man har afprøvet, bliver udspredt til alle landets kommuner.

- Socialstyrelsen skal have de fornødne muskler til at kunne følge med kommunerne, så vi skal også investere i at opkvalificere personalet på området, siger Jann Sjursen til Ritzau.

Han vurderer, at mange af de unge hjemløse har misbrugs- eller psykiske problemer.

Når man kigger på antallet af hjemløse generelt, er der tale om en stigning siden 2009 på 16 procent. Det betyder, at der i dag er 5820 hjemløse i Danmark.

Derfor opfordrer Jann Sjursen kraftigt til, at socialminister Annette Vilhelmsen (SF) tager problemet alvorligt og forstærker indsatsen, for at knække den negative kurve.

Da mange af de hjemløse bor på herberger, er det et af områderne, hvor man kan sætte ind.

- Det er vigtigt, at vi får set på de tilbud, herbergerne giver hjemløse. Vi skal kunne udvikle de tilbud, så det bliver en trædesten ud af hjemløshed.

Over de sidste fire år har der været afsat en halv milliard kroner til hjemløsestrategien, der har skullet bekæmpe hjemløshed.

Indtil videre har strategien ikke båret frugt, men redskaberne er i orden, mener Jann Sjursen.

- Vi har udviklet nogle metoder til at få folk ud af hjemløshed. Hvis vi skal have den fulde gevinst af de penge, der allerede er investeret, så er det vigtigt vi følger ordentlig op, med de erfaringer vi nu har gjort os.

- Det er et langt sejt træk, hvis vi skal bekæmpe hjemløshed, siger rådsformanden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV