Chr. Hansen får overskud i milliardklassen

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Med et overskud før skat på 1,4 milliarder kroner i regnskabsåret 2012/13 lander ingredienskoncernen Chr. Hansen et resultat, der er lidt over fire procent bedre end året før. Det viser regnskabet fra koncernen.

- Årets resultater giver en stærk platform for fremtidig succes, og med vores nye strategi - Nature's No. 1 - er vi parate til at bringe Chr. Hansen til det næste niveau, siger koncernens direktør Cees de Jong i regnskabet.

Chr. Hansen laver kosttilskud til blandt andet helseprodukter, de fremstiller kulturer og enzymer til mælkeprodukter, ost og kød samt naturlige farvestoffer.

Omsætningen kom op på 5,5 milliarder kroner - og det er en stigning på seks procent i forhold til 2011/12.

Til næste år forventer koncernen, at udgifterne til forskning og udvikling i procent af omsætningen forventes at stige op mod syv procent fra 6,1 procent i 2012/13. I 2012/13 var posten her 335 millioner kroner.

Chr. Hansen sælger og udvikler naturlige ingredienser til fødevare- og kosttilskudsbranchen, den farmaceutiske industri og landbrugssektoren i hele verden.

Koncernen, der blev grundlagt i 1874, har mere end 2500 medarbejdere i over 30 lande med hovedproduktionssteder i Danmark, Frankrig, USA og Tyskland.

/ritzau/