Chris Anker: Fedt med en dansk vinder

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Et gammelt ordsprog lyder "som brødre vi dele".

Det ordsprog må gennemsyre cykelholdet Tinkoff-Saxo efter søndagens sidste etape af Post Danmark Rundt, hvor løbets førertrøje skiftede ejermand internt på holdet.

Manuele Boaro førte løbet inden etapestarten i Kalundborg, men efter en voldsomt spændende og dramatisk etape løb holdkammeraten Michael Valgren i stedet for med sejren i det danske etapeløb.

Hos Chris Anker Sørensen var der også stolthed at spore over den blot 22-årige holdkammerat.

- Jeg er meget glad på Michael Valgrens vegne, det er fedt, at vi har fået en dansk vinder af løbet. Selvfølgelig ville jeg også gerne have haft, at Boaro havde vundet, men vi fik det optimale ud af situationen, og vi blev etter og treer, siger Chris Anker Sørensen.

Og den danske bjergged roser samtidig holdet.

- Jeg synes, at vi skal kalde det en flot holdpræstation. Vi vidste, at det ville blive svært at forsvare trøjen i dag, da mange hold ville prøve at drille os. Men det endte med, at vi kom til at drille dem, og jeg synes vi kørte et perfekt løb, siger han.

Ud over Valgrens sejr og Boaros tredjeplads kørte Team Tinkoff-Saxo sig også til tops i løbets holdkonkurrence.

/ritzau/