Chris Anker: Jeg havde tabt spurten ni ud af ti gange

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Den nykårede danmarksmester i landevejscykling, Chris Anker Sørensen (Tinkoff-Saxo), måtte ud i en tomandsspurt, da kampen om at køre i dannebrogstrøjen søndag skulle afgøres i Rønde på Djursland.

Her slog Tinkoff-Saxo-rytteren konkurrenten Martin Mortensen fra Cult, selv om Chris Anker Sørensen anså sig selv som den langsomste sprinter af de to ryttere.

- Jeg føler virkelig med Martin, for ni ud af ti gange er han jo hurtigere end mig i en spurt. Vi kender hinanden ud og ind, for vi er fra samme årgang og har kørt mod hinanden lige siden drengeårene, siger Chris Anker Sørensen til Politiken.

De to ryttere kørte solo på løbets sidste seks kilometer. Her var det hovedsageligt Cult-rytteren, der tog føringen, og det var helt efter hensigten, siger Lars Michaelsen, der er sportsdirektør for Tinkoff-Saxo.

Martin Mortensens høje tempo betød, at rytterne ikke blev indhentet, men det blev altså ikke til et danmarksmesterskab til den skuffede Cult-rytter.

- Jeg er meget skuffet. Jeg har efterhånden kørt nationale mesterskaber en del gange i min karriere, og toppen af podiet var det eneste mål for mig, så det er selvfølgelig meget skuffende at være så tæt på, siger Martin Mortensen i en pressemeddelelse.

Alexander Kamp fra ColoQuick blev nummer tre i det 209 kilometer lange løb.

/ritzau/