Chris Anker og Mørkøv får fremtrædende roller i etapeløb

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

Når det russiske cykelhold Tinkoff-Saxo tager hul på etapeløbet Tour of Britain, der begynder søndag, bliver det med tre danskere på vigtige positioner.

Sportsdirektør Nicki Sørensen kan lune sig i en bil, mens Chris Anker Sørensen og Michael Mørkøv hver især har vigtige roller, når der skal trædes i pedalerne.

Chris Anker Sørensen skal først og fremmeste hjælpe klassementhåbet Robert Kiserlovski, mens Mørkøv skal jagte etapesejre.

- Vi tager til Tour of Britain med Robert Kiserlovski som ham, vi kører for i klassementet. Vi håber på, at han får et topresultat i den samlede stilling, og hvis alt går godt, så vinder Michael Mørkøv en etape.

- På de flade etaper er det Mørkøv, vi kører for, og her får han hjælp af Nikolay Trusov og Juraj Sagan.

- Chris Anker Sørensen skal støtte Robert på de hårde og bakkede etaper, hvor klatrerne og afslutterne er i deres element, siger sportsdirektør Nicki Sørensen i en pressemeddelelse.

I alt skal rytterne køre 1447 kilometer over løbets otte etaper. Sidste etape køres i Londons gader, men undervejs kommer feltet også forbi Skotland.

/ritzau/