Chris Anker Sørensen spurter sig til DM-titlen

Skrevet af admin

28/06/2015

Mest læste i dag

Chris Anker Sørensen (Tinkoff-Saxo) er den nye danske mester i landevejscykling, efter at han søndag eftermiddag slog Cults Martin Mortensen i en tæt spurt på opløbsstrækningen i Rønde.

Efter 209 kilometers kørsel endte det altså som en duel mellem de to professionelle hold Team Cult og Tinkoff-Saxo, og på en dag, hvor talenterne viste sig flot frem, var det to af de mere erfarne folk, der var klogest i afslutningen.

På den sidste bakke omkring seks kilometer fra mål kom Sørensen og Mortensen af sted fra et ni mand stort favoritfelt, og efter et hårdt kørt løb, var der ingen af de øvrige, der kunne svare igen.

Løbet blev præget af det ventede lange udbrud, hvor en gruppe lå i front i flere timer, mens et felt med alle favoritterne havde samlet sig bagved.

Men da tingene spidsede til, var hovedparten af favoritterne samlet i en lille frontgruppe, hvor også talentfulde outsidere som Michael Carbel (Cult) og Alexander Kamp (ColoQuick) befandt sig.

Der var på forhånd store forventninger til et meget åbent DM, fordi det engang altdominerende Tinkoff-Saxo-hold kun havde fire ryttere til start efter sene afbud fra Jesper Hansen og Matti Breschel.

Og de mange tilskuere i målområdet i Rønde blev ikke skuffet, for de fik et hårdt kørt cykelløb at se, hvor tempoet tidligt blev skruet i vejret.

40 kilometer fra mål var det slut for det lange femmandsudbrud, og så var det op til de store navne at afgøre tingene imellem sig på de sidste omgange.

Da de forreste kørte ind på den sidste knap 14 kilometer lange rundstrækning, var talentfulde Alexander Kamp (ColoQuick) alene i front efterfulgt af ni ryttere, og da stod det klart, at det var blandt de 10, at danmarksmesteren skulle findes.

Det blev altså rutinerede Chris Anker Sørensen, der dermed får en tiltrængt sejr på et tidspunkt, hvor han er på hård jagt efter en ny kontrakt til den kommende sæson.

Alexander Kamp spurtede sig til bronzemedaljen.

/ritzau/