Chris Anker vil ikke pege fingre ad Froome

Den danske cykelrytter Chris Anker Sørensen vil ikke mistænkeliggøre Chris Froome for britens hidtil suveræne kørsel under årets Tour de France. Chris Froomes overlegne præstation på søndagens Mont Ventoux-etape har ellers sat gang i flere diskussioner om Froomes renhed. Men Chris Anker Sørensen mener, at folk er uskyldige til det modsatte er bevist. 

- Jeg ved godt, at cykelsporten historisk set desværre har bevist, at hvis folk kører stærkt, er det fordi, de har snydt. Men bare fordi man kører stærkt, skal man ikke pege fingre ad dem, siger Chris Anker Sørensen, der som bekendt blev forbigået, da Bjarne Riis udtog Team Saxo-Tinkoff-holdet til årets Tour de France.

Chris Froome har indtil videre kørt fra alt og alle, når det er gået opad i årets Tour de France. Først i Pyrenæerne og søndag altså på 'Det Skaldede Bjerg'. Det har fået Michael Rasmussen til at lange hårdt ud efter 28-årige Chris Froome. I sin klumme i mandagens BT, skriver han direkte, at han 'ikke tror på Chris Froome', 'der kører FOR stærkt'.

Chris Anker Sørensen så dog, ligesom Sky-manager, Dave Brailsford, tidligt et lys i en ung Chris Froome.

- Første gang, jeg så ham, var til U/23-VM i Salzburg, hvor han væltede rimelig tidligt på enkeltstarten. Men han var uomtvisteligt et kæmpestort talent. Han har i øvrigt også det problem, at han er opvokset i Kenya og er kommet sent i gang med at cykle. Han har været lidt senere i hans udvikling end så mange andre ryttere. Så derfor har han først fået sit gennembrud her lidt senere, siger Chris Anker Sørensen.

Efter to år som professionel på det sydafrikanske hold Team Barloworld, kom Chris Froome ind på det nye engelske storhold, Team Sky, i 2010. Her stiftede Chris Froome bekendtskab med den europæiske landevejssæson, og så kom der gang i karrieren, vurderer Chris Anker Sørensen.

- Man kunne se, at han som U/23'er bestemt ikke var skolet til at køre i felt. En ting var, at han var et godt talent, men han skulle bare lære at gebærde sig i feltet.

- Da han kom ind på Sky, kunne man virkelig se en udvikling. Han fik virkelig rettet sin kost, træning og det hele til. Der kunne man se, at han begyndte at køre stærkt, og talentet blev udmøntet. Der begyndte jeg at tænke på, at han godt kunne blive til noget stort, siger Chris Anker Sørensen.  Ingen havde hørt om ham før Vuelta a Espana i 2011. Hvorfor tror du lige han slog igennem der?

- Det er et godt spørgsmål. Der skal altid nogle år til, hvor man kører seriøst, før man får det, man skal have i bagagen, før man kan slå igennem.

Dagens Gossip