Chris Froome fik helvede på jord

Jakob Fuglsang snuppede sig en bærende rolle som dagens smukke taber, da det danske Tour-håb blev slået i kampen om etapesejren af Dan Martin. Det var en bet for Fuglsang, som ellers ser ud til at være i fuld gang med sit bedste Tour de France nogensinde. Men publikum fik en etape, der fra kilometer nul udviklede sig totalt uforudsigeligt. Chris Froome blev isoleret som en gazelle på savannen, og den 28-årige Tour-favorit fik dagen igennem lov at tage imod serier af angreb fra alle sider.

Vi fik klø

- Vi fik klø i dag. Det er nok også meget sundt en gang imellem, lød det med et semi-anstrengt smil fra Team Skys tekniske direktør, Carsten Jeppesen.

Fra at starte en dag i solskin og højt humør med to ryttere i top-3 kunne Team Sky undervejs konstatere superløjtnanten Richie Portes chok-kollaps med et minus på 18 minutter.

Ramt af uheld

Mens andre af holdets ryttere enten var udsat for uheld, som da konfirmand-ansigtet Petter Kennaugh med et svaj blev viftet i grøften, eller faldt for tidsgrænsen, som det blev tilfældet for den hviderussiske døgnbrænder Vasil Kiryienka.

- Richie havde en rigtig, rigtig skidt dag. Måske fordi han var gået for dybt lørdag og betalte prisen. Men selv på en gennemsnitsdag burde han kunne have siddet i gruppe med Froome uden problemer. Han var bare tom. Det var en af de dage, hvor man er ’uden og bare ikke har benene. Sådan en alle Tour-ryttere frygter, kom det fra Jeppesen.

- Vi gik fra at have en af vores bedste dage nogensinde til at have en af de hårdeste, supplerede Team Sky manager Dave Brailsford.

Den slags kommer sjældent af det rene ingenting.

Kaos-piloter

Som lovet allerede i dagene op til Tour-starten på Korsika ville det amerikansk baserede Garmin-mandskab forsøge at skabe kaos med en flok etapejægere uden chance for at vinde Tour de France sammenlagt.

I går satte Dan Martin og kompagni kurs mod kaos. Godt hjulpet af Team Movistar, der sluttede sig til som blodtørstige hyæner med færten af et sårbart bytte.Det kom der en episk etape ud af. Ikke mindst fordi Jakob Fuglsang på det sidste bjerg kom til at danne fortrop med Dan Martin og slap fri af den rundt regnet 20 mand store frontgruppe. Det var en guldbelagt chance for Fuglsang i Tour-regi, men den 28-årige silkeborgenser var helt uden snert i sin finish.

Team Saxo-Tinkoff fik rejst sig efter nedturen på Ax3-Domaines lørdag med både Alberto Contador og Roman Kreuziger lunt placeret i gruppen med Chris Froome.

Alligevel sad man med indtryk af, at den spanske Tourminator i fordums form ville knuselske de skarpe accelerationer fra den colombianske klatrer Nairo Quintana. Og måske selv have brugt dem som afsæt for et hug mod den totalt isolerede og ensomt kæmpende Chris Froome.

- Den sidste stigning lå for langt fra mål til at begynde at gå i angreb. Jeg havde det meget bedre end lørdag, og der er mange etaper tilbage i løbet, selv om jeg må erkende, at Froome er meget stærk, lød det fra Team Saxo-Tinkoffs spanske stjernenavn efter etapen.

I dag er der hviledag for Contador og resten af Tour-feltet, som nu flytter storscenen fra Pyrenæernes mægtige tinder til Bretagnes anderledes flade landskab.

Dagens Gossip

Dagens TV