Chris Froome til BT: 'Det er MIG, der bestemmer'

Det er mig, der bestemmer, Wiggins!

Sådan må man tolke Chris Froome, når han i dette interview med BT slår fast, at han forventer, at Bradley Wiggins vil fungere som hans hjælperytter under Tour de France.

Spændingerne mellem de to Team Sky-ryttere ulmede allerede under sidste års Tour de France, da Chris Froome angreb sin holdkaptajn, der kørte for at forsvare sin gule trøje til Paris. Lige siden da har spekulationerne gået på, om de to ryttere kunne enes om, hvem der skulle være kaptajn, når Tour de France om en måned begynder på Korsika.

Spekulationerne har fået yderligere et nøk, efter Bradley Wiggins udgik af Giro d’Italia, og derefter proklamerede, at han ville forberede sig til Tour de France. Et løb han agter at genvinde.

BT spurgte i dette interview Chris Froome til konflikten med Bradley Wiggins. Her fortæller Froome også, at han ser konstellationen Contador/Riis, som værende hans største konkurrent til Tour de France. Og så forholder han sig til den dopingmistanke, som hænger over Team Sky, som bare vinder og vinder.

Hvordan har du det med, at Bradley Wiggins siger, at han også gerne vil vinde Tour de France?

- Jeg ser ham helt klart ikke som rival eller konkurrent. Hvis Bradley skal køre Tour de France i år, så vil han hjælpe holdet og mig, så godt han kan for at slå de andre.

Har du talt med Bradley Wiggins om det?

- For at være ærlig, så har jeg ikke set ham i lang tid efterhånden. Vi har været på forskellige løbsprogrammer, og han bor i England, imens jeg bor i Sydfrankrig. Men vi er professionelle, så jeg tror, at vi begge to vil gøre, hvad vi skal, og hvad vi bliver bedt om fra holdets side i forhold til at opnå det bedste resultat.

Forventer du, at han arbejder for dig?

- Ja, det gør jeg. Siden Tour de France-ruten blev offentliggjort sidste år, sagde Team Sky, at holdet er bag mig, og at det vil blive bygget op omkring mig før Tour de France. Det har ikke ændret sig

Hvordan vurderer du dig selv i øjeblikket?

- Jeg har vundet de fleste løb, jeg er stillet op i, så hvis man bedømmer ud fra det, er jeg helt klart i en position, hvor jeg betragter mig som en af favoritterne til at tage en topplacering i Tour de France. Men jeg er også helt klar over, at nogle af mine konkurrenter ikke var på deres topniveau. Vi får først deres reelle niveau at se, når vi kommer til Tour de France. Så selvom jeg har en god følelse omkring mig selv, så tager jeg ikke for givet, at jeg kan videreføre mine gode resultater til Tour de France.

Hvem ser du som dine største konkurrenter til at vinde Tour de France?

- Alberto Contador står for mig som min største konkurrent. Jeg ved godt, at han ikke har leveret så meget i løb i år, men han ved, hvordan han skal gøre sig klar til en Grand Tour. Han har vundet adskillelige Grand Tours, så han har erfaringen, og derfor vurderer jeg, at han bliver han min største konkurrent. Men vi må ikke glemme de andre to spanske udfordrere fra Vuelta a España sidste år, Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde, ligesom der er også er Cadel Evans, Tejay Van Garderen og Nairo Quintana, som jeg også tror, kan blive konkurrenter.

Du kender Bjarne Riis fra dengang i forhandlede om et eventuelt skifte til Team Saxo Bank. Hvordan vurderer du Bjarne Riis’ effekt på Alberto Contador?

- Jeg havde et par samtaler med ham for et stykke tid siden, hvor vi snakkede om muligheden for, at jeg skulle skifte til Team Saxo Bank, men ellers har jeg ikke snakket så meget med ham. Som tidligere rytter, ved han, hvad det kræver for at slå igennem i toppen af sporten. Jeg forventer, at det bliver svært at slå Contador og ham, når de planlægger at slå os. Jeg forventer, at de kommer med fuld tryk.

Hvordan forholder du dig til, at Team Sky bliver mistænkeliggjort i forhold til doping, fordi I har det bedste hold?

- Jeg synes, at holdet har haft en helt klar politik, lige siden det begyndte. I hele den måde vi arbejder på, har vi en helt klar linje, hvad enten det er udstyr, ernæring eller forberedelse til en Grand Tour. Det er selvfølgelig trist, at vores gode resultater hele tiden skal udfordres og mistænkeliggøres i forhold til doping, men det er et resultat af cykelsportens historie. Jeg tror, det er normalt, at der bliver stillet spørgsmål til, hvad vi foretager os.

Sidste år så vi Bradley Wiggins blive vred, da han fik spørgsmål om doping, da han sad i den gule trøje til et pressemøde efter en etape. Hvordan vil du reagere, hvis du får samme spørgsmål?

- Jeg vil gerne vende det om. Jeg vil fortælle, at jeg er rigtig glad for de resultater, jeg har lavet, for jeg ved, at jeg er ren. Og når jeg får resultater som en ren rytter, så må det betyde, at det ser bedre ud i sporten. Hvis der havde været en masse doping, så er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville få de samme resultater, som jeg får.

Dagens Gossip