Christel Schaldemose fra EU: Kampen mod antibiotika fortsætter

Det socialdemokratiske medlem af Europa-parlamentet, Christel Schaldemose, fortsætter kampen mod brugen af antibiotika.

Det skriver hun i dette indlæg til netnyhederne.dk:

- Der er håb forude for mindre antibiotikaforbrug. I fagbladet Ingeniøren lyder der positive udmeldinger fra organisationen Landbrug & Fødevarer. Landbruget er nu opsat på at målrette sit antibiotikaforbrug i staldene til syge dyr.

- Det er en glædelig nyhed, da vi åbenlyst er dybt afhængige af en aktiv indsats fra landbrugets side i kampen for reducering af de store mængder antibiotika. At diagnosticere og efterfølgende bruge antibiotika er den helt rigtige vej, så vi kun bruger medicinen, hvor det er absolut nødvendigt. En metode, der i øvrigt også gælder for menneskelig medicin.

- Læger skal være bedre til at stille en diagnose og kun udskrive antibiotika, hvis det ikke kan undgås. At reducere forbruget af antibiotika skal ske ved fælles hjælp mellem dyrlæger, læger og patienter. Patienterne skal gøres mere bevidste om farerne ved antibiotika, når de må blive hjemme fra arbejde med en mindre sygdom.

- Vi skal have skabt en fælles front mod antibiotika, så vi tvinges til at finde nye og bedre løsninger - forbruget skal ned. Det danske EU-formandskab havde en konference om det i marts, så den politiske vilje er til stede. Jeg fortsætter også kampen i EU, for vi må under ingen omstændigheder undervurdere risikoen for antibiotika-resistens, mener Christel Schaldemose.

Dagens Gossip