Christian Eriksen bakker sin trængte manager op

Skrevet af admin

30/11/2013

Mest læste i dag

Tottenhams unge portugisiske manager, Andre Villas-Boas, sidder løst i sædet, mener mange af de engelske bookmakere efter London-klubbens skuffende start på sæsonen.

Og efter sidste weekends 0-6-nederlag på udebane til Manchester City sænkede spilfirmaerne oddsene på, at Villas-Boas bliver den næste manager i Premier League, som får en fyreseddel.

Nu kommer den danske landsholdsspiller Christian Eriksen, en af Villas-Boas mange nyindkøb i sommer, sin chef til undsætning.

- Vi har en god manager. Uheldigvis er det ikke gået, som han ønsker, fortæller Christian Eriksen til The Telegraph.

Han nævner, at Tottenham har skabt masser af chancer, men for få er blevet omsat til mål.

- Hvis vi havde scoret på alle vores muligheder, ville vi ikke have den her samtale. Når spillerne bedre forstår, hvad det er, han vil have os til at gøre, så vil det blive bedre og bedre. Det drejer sig om tålmodighed, siger Eriksen.

Han sammenligner situationen med sin tid hos Ajax Amsterdam.

- Hver sæson mistede vi i Ajax tre spillere. Træneren var nødt til at bygge et nyt hold op. I begyndelsen gik det op og ned, men i sidste ende sluttede vi i toppen, siger han.

På et punkt er den 21-årige offensivspiller måske ikke enig med sin manager.

- Alle har forskellige idéer, siger han om Villas-Boas, der trods masser af kritik fra Tottenhams tilhængere, insisterer på at spille efter 4-2-3-1-systemet.

Eriksen foretrækker den mere angrebslystne opstilling med tre spillere i to kæder foran fire forsvarsspillere. I tråd med det, han er vokset op med.

- Altid. I Odense: 4-3-3, selv om vi også spillede 4-4-2, men med en diamantformation. Med landsholdet lige siden U17 var det altid 4-3-3. Ajax: 4-3-3. Altid, siger han.

Tottenham besejrede i torsdagens Europa League-kamp Tromsø på udebane, men den virkelige test for Villas-Boas venter søndag, når mestrene fra Manchester United er modstanderen hjemme på White Hart Lane.

Christian Eriksen er på grund af den skade, han fik i landskampen mod Norge, ikke i betragtning til kampen.

/ritzau/