Christian Eriksen er Årets Fodboldspiller - igen

Skrevet af admin

04/01/2014

Mest læste i dag

2013 var Christian Eriksens år. Det er vanskeligt at konkludere andet, efter at Tottenham-spilleren lørdag aften blev kåret som Årets Fodboldspiller 2013 i Danmark.

Kåringen bliver foretaget af Spillerforeningen.

Allerede i november blev Christian Eriksen kåret som Årets Fodboldspiller 2013, men det skete ved Dansk Fodbold Award, hvor afstemningen blandt andet er baseret på stemmer fra menigmand.

Lørdagens kåring fandt sted ved DR-showet Sport 2013 i Herning.

Christian Eriksen kunne ikke selv være til stede for at modtage prisen.

Det skyldtes, at han lørdag var med i hele kampen, da Tottenham røg ud af FA Cuppen efter et 0-2-nederlag ude til Arsenal.

Den 21-årige fynbo blev sidste år hollandsk mester med Ajax, og han foretog før denne sæson et skifte til London-klubben Tottenham, der hører til blandt traditionsklubberne i den engelske Premier League.

De øvrige nominerede var Daniel Agger (Liverpool), Jores Okore (Aston Villa), Martin Braithwaite (Toulouse) og Peter Ankersen (Esbjerg).

/ritzau/