Christian Eriksen fik drømmedebut for Tottenham

De rejste sig op. Alle 35.000. Christian Eriksen gik smilende fra banen, mens højlydte klapsalver fyldte White Hart Lane, og blev straks omfavnet af Steffen Freund. Assistenttrænerens brede grin sagde det hele. Godt spillet, Christian.

Christian Eriksen fik en debut vævet af det fineste stof, da han fra sin position på den offensive midtbane orkestrerede Tottenhams 2-0-sejr mod Norwich. Med et oplæg og en afgørende fod i værternes anden scoring var klapsalverne rettet mod den 21-årige dansker konsekvensen af en formidabel første optræden i den traditionsrige Tottenham-trøje.

Den danske landsholdsspiller var hele tiden involveret. Konstant lurende omkring Norwichs felt, konstant småspillende med sine nye holdkammerater og betroet den vigtige opgave, der ligger i at sparke alle Tottenhams dødbolde. Christian Eriksen har fra første skridt på White Hart Lane sikret sig Tottenham-spillernes og trænerens tillid.

Allerede efter 10 minutter viste den tidligere Ajax-spiller prøver på det, der har gjort ham til én af Europas mest eftertragtede playmakere. Han modtog en bold i venstre side af Norwichs felt i løb, lavede tunnel på én mand og afdriblede en anden, inden han sendte et hårdt, fladt skud ind mod keeper John Ruddy, der kun halvklarede forsøget. Roberto Soldado var tæt på at skaffe hjemmeholdet føringen med et frækt hælspark, men forsøget gik på stolpen.

Christian Eriksen havde mere i repertoiret. En lille halv time inde i kampen afleverede Roberto Soldado til danskeren på kanten af feltet. Eriksen ventede på Gylfi Sigurdssons tværløb i feltet og afleverede på det helt rette tidspunkt til islændingen, der krøllede bolden i det fjerne hjørne til Tottenham-scoring.

Kameraerne fokuserede intenst på Christian Eriksen, da mandskaberne gik til pause, og danskeren fortsatte dominansen kort inde i anden halvleg.

Her slap han efter 49 minutter en fremadstormende Paulinho fri på højrekanten. Brasilianeren lagde en hård, flad bold ind foran mål, som Norwich-keeperen ikke kunne vifte væk, og Gylfi Sigurdsson opfangede læderet og blev dobbelt målscorer.

Tottenham spillede sæsonens suverænt bedste kamp, og meget af det kan tilskrives Christian Eriksen, der markerede sig som et fremragende bindeled mellem midtbane og angreb.

Efter 70 minutter var den fabelagtige debut ovre. Men drømmen på White Hart Lane er først lige begyndt for Christian Eriksen.

 

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip