Christian Eriksen kalder Tottenham interessant

Men den 21-årige offensivspiller er stadig i Ajax trods heftige rygter.

Ved landsholdets træning i PGN Arena i Gdansk er Eriksen i lyst og godt humør. Med et smil på læben og bagved de flakkende øjne et frækt glimt. Her afslører han, at han har sagt nej til russiske klubber, som har decideret budt på ham, og at han finder, at Tottenham er interessant.

Der er 14 dage tilbage af transfervinduet, og du er stadig i Ajax. Hvorfor?

- Transfervinduet er jo stadig åbent.

Tror du, at du kommer af sted?

- Det ved jeg ikke. Det finder vi ud af om to uger. Der er så vidt jeg ved ikke nogen forhandlinger lige nu hverken med en ny klub eller Ajax.

Der har været rygter om Dortmund, Liverpool og Tottenham især. Har det noget på sig?

- Der står meget i aviserne efterhånden, og det vil der sikkert blive ved med at gøre, det er sådan, det altid har været og sikkert vil blive ved med at være i mit tilfælde. Men jeg har ikke været i forhandlinger med nogen.

Hvis der ikke sker noget i de sidste 14 dage, forlænger du så med Ajax?

- Det er stadig det samme udgangspunkt. Hvis der kommer noget interessant, så kigger jeg på det, men ellers bliver jeg i Ajax.

Hvad vil du helst?

- Hvis der kommer en god henvendelse, ser jeg da en mulighed for at prøve noget nyt, men hvis der ikke kommer noget, har jeg ikke noget imod at blive.

Ifølge hollandske medier har du sagt nej til russiske klubber?

- Det er sandt. Det er ikke noget, jeg personligt har lyst til. Ja, der er russiske klubber, der har ringet, og de har også budt på mig. Men det skulle jeg ikke tænke lang tid over at afvise. Jeg vil gerne til en af de fem store ligaer.

Hvorfor ikke Rusland?

- Der er mange, der kigger forskelligt på det. Men jeg har det synspunkt, at jeg ikke vil til Rusland som 21-årig. Hvis man gør det for pengenes skyld, er der mange der tager til Rusland, men jeg kigger ikke på pengene.

Tottenham har også været fremme. Hvad er din holdning til Tottenham?

- Tottenham er en rigtig god klub. Det ved jeg fra Vertonghen (Jan Vertonghen, der spillede i Ajax indtil sidste sommer, hvor han blev solgt til Tottenham, red.). Det er en god klub, som er interessant. men der har ikke været noget.

Dagens Gossip

Dagens TV