Christian Eriksen klar til Europa League uden at spille

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Den danske landsholdsprofil Christian Eriksen fik lov at hvile stængerne, men det fik ingen negativ indflydelse for hans klub Tottenham, der torsdag aften spillede sig i Europa Leagues gruppespil.

Hjemme på White Hart Lane vandt Premier League-klubben stensikkert med 3-0 over AEL Limassol, og dermed er Tottenham videre med samlet 5-1.

Manager Mauricio Pochettino sparede en række bærende spillere mod de upåagtede cyprioter, men afløserne gjorde, hvad de skulle.

Angriberen Harry Kane startede i stedet for Emmanuel Adebayor, og det var netop Kane, som bragte Tottenham foran med 1-0 i første halvlegs sidste minut.

Kort efter pausen øgede den brasilianske VM-spiller Paulinho til 2-0, inden Andros Townsend scorede til slutresultatet på et straffespark midtvejs i anden halvleg.

Mens Tottenham altså levede op til forventningerne, fik playoff-kampene en anderledes sløj udgang for Premier League-kollegerne i Hull City.

Det var nemlig ikke nok for Steve Bruces mandskab at vinde med 2-1 over belgiske Lokeren hjemme på KC Stadium, for belgierne havde vundet det første opgør med 1-0 og går dermed videre på udebanemål.

En stor triumf for Preben Elkjærs gamle klub, der også i nutidens udgave har dansk islæt. U21-landsholdsspilleren Alexander Scholz spillede hele kampen i Lokerens forsvar.

/ritzau/