Christian Gytkjær scorer to gange i norsk målorgie

Christian Gytkjær har succes i norsk fodbold.

Den tidligere FC Nordsjælland-angriber satte søndag gang i målfesten, da hans klub, Haugesund, vandt 5-1 hjemme over Start i Tippeligaen.

Christian Gytkjær udlignede til 1-1 efter 12 minutter, umiddelbart efter at Start havde bragt sig foran.

Tre minutter før pausen scorede danskeren til 2-1, og i anden halvleg lavede hjemmeholdet yderligere tre mål.

Christian Gytkjær, som blev skiftet ud i anden halvleg, står noteret for ni ligascoringer for Haugesund i denne sæson.

Med sejren kom Haugesund over nedrykningsstregen i Tippeligaen. Klubben er fjerdesidst med 17 point for 17 kampe.

Der var også en danskerscoring i opgøret mellem Bodø/Glimt og Sarpsborg 08, der endte 4-3 til sidstnævnte.

Claes Kronberg udlignede ni minutter før tid til 3-3, da han scorede på et straffespark, og det lykkedes for det gæstende mandskab at score sejrsmålet inden slutfløjtet.

/ritzau/

Dagens Gossip